I det fynske folks tjeneste

TV 2/Fyn lancerer tre timers direkte nyhedsshow alle hverdage

03:38

Video: Morten Albek

Jacob Rytz og Malene Hammershøy Kjerstad i TV 2/Fyns nye studie. De er begge værter, når TV 2/Fyn tirsdag den 15. november lancerer tre timers direkte nyhedsshow med titlen ”17til20”. Foto: Morten Albek

TV 2/Fyns seks nyhedsværter har været i skarp træningslejr forud for premieren på TV 2/Fyns nye nyhedsshow ”17til20”. Her ses hele holdet: Jacob Rytz, Malene Hammershøy Kjerstad, Frederik Roland, Kirsten Mikkolinius, Thomas Karstensen og Sandie Hansen Jensen. Foto: Morten Albek

1 af 3

”17til20” er titlen på en helt fornyet nyhedsflade på alle hverdage. Nyhedsshowet bygger videre på den regionale tv-stations nyhedskanal, der kom i luften sidste år.

Det fynske folk får mere aktuelt tv fra på tirsdag. Det sker, når TV 2/Fyn præsenterer en helt fornyet nyhedsflade fra kl. 17.00 på sin egen kanal. Indholdet i ”17til20” er dagens nyheder, aktuelle gæster og debat fra et helt nybygget studie midt i redaktionen – og to nyhedsværter i studiet.

- ”17til20” bliver tre timers - godt og vel, for vi fortsætter faktisk til lidt efter kl. 20.00…! – direkte nyhedsshow på alle hverdage. Det bliver med høj nyhedspuls, masser af lives og stor energi i den tidlige aften. Vi glæder os – og vi er klar, siger redaktionschef Rikke Bekker fra TV 2/Fyn.

”17til20” bygger videre på det skridt, som TV 2/Fyn tog sidste år, hvor stationens 24-timers kanal blev lanceret som Danmarks første regionale nyhedskanal med løbende nyheder fra kl. 14.00.

-  Med halvandet års nyhedskanal-erfaring i benene er vi klar til dette løft. Indholdet er strammere, studiet er flottere, og værterne er skarpere end før. Alt det vil medvirke til, at ”TV 2/Fyn Nyhedskanalen” gror endnu mere fast i det fynske mediebillede. Vi går stadig i luften kl. 14.00, men med trykket lagt på ”17til20” får vi bedre fat i tv-publikummet sidst på eftermiddagen og først på aftenen, siger TV 2/Fyn-direktør Esben Seerup.

De regionale nyhedsudsendelser på TV 2 kl. 17.15, 18.20 og 19.30 bliver en integreret del af ”17til20”

- TV 2-vinduerne er fortsat vores primære tv-vindue til fynboerne. Endda endnu mere, fordi TV 2s fornyede early prime-flade præsenterer vores regionale stof superflot sammen med nyheder fra ind- og udland. Med ”17til20” på vores kanal får fynboerne nu mulighed for at dykke dybere ned i de nære historier, når vi har historier fra deres lokalområde, siger redaktionschef Rikke Bekker.

”17til20” er en af flere konkrete nyskabelser på TV 2/Fyn dette efterår og et led i den fynske regionalstations fornyede strategi, som bestyrelsen vedtog i forsommeren.

- TV 2/Fyns journalistik skal udkomme på de tider og de platforme, der passer til folk. Datidens ”fjernsyn” hedder i dag smartphones, laptops, tablets – og fladskærms-tv. Kernen er stadig stærk, uafhængig nyhedsjournalistik med levende billeder fra Fyn. Fra på tirsdag kommer der endnu mere – og endnu bedre – end før med ”17til20”, siger Esben Seerup.

 

”17til20” på TV 2/Fyn Nyhedskanalen

•    ”17til20” sendes på TV 2/Fyns egen kanal, som ligger på kanal 9 på Glenten og kanal 25 i YouSee- og kanal 66 i Stofa-kanalpakker.
•    Uafhængige antenneforeninger har ofte TV 2/Fyn Nyhedskanalen på andre kanaler. Fuld guide kan findes på tv2fyn.dk
•    Fra tirsdag den 15. november sender TV 2/Fyn det direkte nyhedsshow ”17til20” på alle hverdage.
•    TV 2/Fyn relancerede kanalen som Danmarks første, regionale nyhedskanal. Den ses hver uge af cirka 15 procent af fynboerne.
•    Med ”17til20”-nyhedsshowet forventer TV 2/Fyn at øge kendskabet til kanalen. Mere end halvdelen af fynboerne ved ikke, at de har den gratis, licensfinansierede kanal i deres antennepakke.
•    Hver dag fra kl. 17.00 vil to nyhedsværter guide seerne igennem nyhedsshowet, som fortsætter lidt efter kl. 20.00 med de sidste nyheder og klip fra dagen.
•    ”17til20” sendes fra et helt nyt studie på TV 2/Fyn, som er designet af scenograf Mads Hage Thomsen, der også står bag TV 2 News’ nye studie i København.

 

TV 2/Fyn vigtigste nyhedskilde og førende meningsdanner på Fyn

En opinionsundersøgelse fra A&B Analyse blandt mere end 1000 fynboer tidligere i år viser, at:
•    TV 2/Fyn nu ubetinget opfattes som den vigtigste kilde til lokale og regionale nyheder.
De lokale ugeaviser, de landsdækkende tv-aviser fra DR 1 og TV 2 er nummer to og tre, mens P4 Fyn og de trykte papirudgaver af Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis deler femtepladsen).
•    TV 2/Fyn nu markant opfattes som det fynske medie, der vigtigst til at præge nyhedsdagsordenen og meningsdannelsen på Fyn. Fyens Stiftstidende/Fyns Amts Avis, de lokale ugeaviser, P4 Fyn og de fynske nyheds-websites følger på de næste pladser.
Siden 3. oktober har TV 2/Fyn rullet net- og Facebook-versioner ud af regionalstationens nyhedsproduktion fra kl. 6.00-23.00 på alle hverdage. Det har medført en stigning på cirka 25 procent i antallet af brugere på tv2fyn.dk i forhold til måneden før.
Samtidig er antallet af følgere på Facebook øget, så TV 2/Fyn nu følges af knap 30.000.

 

Ved du noget? Så send os et tip