TV 2/FYN med ny stil og mere indhold

Fynboernes regionale tv-station skifter i dag stil.  Fremover vil TV 2/FYN på alle hverdage sende friske middagsnyheder, og samtidig har både tv-studiet, grafikken og hjemmesiden fået nyt udseende og design.

-


Studievært Kirsten Mikkolinius i det nye studie

Fynboernes regionale tv-station har skiftet stil.  Fremover vil TV 2/FYN på alle hverdage sende friske middagsnyheder, og samtidig har både tv-studiet, grafikken og hjemmesiden fået nyt udseende og design.

Tv-studiet
Det nyindrettede tv-studie på Olfert Fischers Vej i Odense bryder radikalt med de forskellige udtryk TV2/FYNs studier har haft de seneste 15 år. Studiet er  lyst, åbent og moderne og vil som noget nyt matche farverne i forhold til årstidernes skifte.

Bag den nye scenografi står scenograf Stefan Bräuner fra Odense. Han er også manden, der har skabt  blandt andet TV 2/Nyhedernes studie.

\"TV 2/FYN har trængt til at få skabt et større rum. Et studie er jo noget uvirkeligt noget, men jeg har forsøgt at skabe et indbydende og harmonisk rum, som de fynske seere forhåbentlig vil synes er flot og lækkert\", fortæller Stefan Bräuner.


Det nye studie er åbent og lyst

Udover hovedudsendelsen kl. 19.30 vil også de nye middagsnyheder blive afviklet fra det nye studie.

De to andre nyhedsudsendelser klokken 18.10 og 22.20 vil derimod blive sendt direkte fra redaktionlokalet i tv-huset.

\"Udsendelserne 18.10 og 22.20 er korte nyhedsoversigter, og indeholder ikke længere magasin-programmer. Derfor finder vi det rigtigt at sende dem direkte fra redaktionen\", siger nyhedschef Jørgen Møllekær.

De to studier, der bruges fremover, er begge bygget op efter samme ide. Et fællestræk er de \"persienner\", som seerne fremover kan se i baggrunden. I virkeligheden er det massive stykker træ af amerikansk ask, der er sømmet sammen under hinanden.

Middagsnyheder
De nye rammer skal blandt andet bruges til det nye tiltag:  en aktuel regional nyhedsoversigt.

\"Folks tv-vaner ændrer sig hele tiden, og der er en ikke uanselig andel fynboer, der pga. skiftende arbejdstider eller fordi de er på efterløn/pension, er hjemme ved middagstid,\" siger nyhedschef Jørgen Møllekær.

Umiddelbart efter middagsnyhederne genudsender tv-stationen de vigtigste og sjoveste indslag fra aftenen før.

Hjemmesiden
TV 2/FYNs hjemmeside tv2fyn.dk har som bemærket også skiftet design. Det nye udseende ligger sig tæt op af scenografi og grafik fra tv-studiet. Derudover er der sket et par ændringer i indholdet og funktionerne.

En væsentlig ændring er, at det bliver muligt at se TV 2/FYNs udsendelser direkte på tv2fyn.dk. Udsendelserne den sidste uge vil ligge på tv2fyn.dk, mens udsendelserne et år tilbage er at finde på den fælles regionale hjemmeside www.tv2regionerne.dk

TV 2/FYNs udsendelser er tilgængelige fra menuen i toppen af siden under punktet \"net-tv\". Samtidig vil redaktionen på TV 2/FYN i højere grad end hidtil ligge aktuelle videoklip ud på hjemmesiden.

Mere vejr
Den fynske vejrudsigt har nu fået plads på forsiden med en særlig vignet i højre hjørne. Vignettet er link til en mere uddybende fynsk vejrudsigt, der nu bliver opdateret tre gange dagligt; morgen, middag og aften.

Derudover er lay-outet blevet mere fleksibelt i brug af billeder og links, så fotos nu kan vises i flere forskellige størrelser i artiklerne. 

Hvis du har en mening eller kommentar til ændringerne, så vil gerne høre fra dig. Skriv ved at klikke her.

Oversigt

    Oversigt