I det fynske folks tjeneste

TV 2/FYN sender 24 timers nyheds-tv - på tre dage

Siv Wigh Steffensen og Katja Damkier Hansen er nyhedsværter i samlet 24 timer i de tre dage, hvor TV 2/Fyn sender nyheds-tv på egen kanal og på tv2fyn.dk.

TV 2/FYN går torsdag, fredag og lørdag i luften med den største live-satsning i regionalstationens 25-årige historie.

Fotograf Peter Clowes, TV 2/FYN, er klar til tre dages massiv transmission fra Folkemødet på Bornholm.

På tre dage sender TV 2/FYN 24 timers nyheds-tv på sin egen kanal - som samtidig live-streames på tv2fyn.dk.

- De 24 timers direkte fjernsyn er en forløber for, at vi sidst på året relancerer vores "24-timers"-kanal som Danmarks første egentlige nyhedskanal for en hel region, siger Esben Seerup, direktør på TV 2/FYN.

TV 2/FYN har i det seneste år arbejdet intenst på at forandre sit indhold i en langt mere nyhedsorienteret retning.

Siden november har tv-stationen på alle hverdage sendt mindst 30 minutters direkte tv fra dagens mest væsentlige, fynske begivenhed.

Med flere end 100 sendinger som erfaringsgrundlag, senest med en timelang live-transmission fra grundlovsmødet i sidste uge i Ollerup, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sin første tale efter tumulten i Venstre, er stationen nu klar til næste skridt.

- Disse tre dages sendinger involverer næsten alle TV 2/Fyns 70 medarbejdere. Hele huset summer af den samme ambitiøse ånd, samme journalistiske tilgang og samme fortællemæssige sult som på TV 2 News. Vi er klar til tre spændende dage, siger Esben Seerup.

Folkemødet danner rammen

Onsdag aften tyvstartede Jesper Buch og Lotte Bundsgaard fra TV 2/FYNs politiske redaktion de kommende dages mange sendetimer fra Folkemødet på Bornholm.

Basis i de mange timers direkte tv bliver Folkemødet på Bornholm. Hele TV 2/Fyns politiske redaktion er rykket til Allinge, og stationen sender en mængde af de centrale taler via et samarbejde med TV 2/Bornholm.

Samtidig er TV 2/FYN torsdag selv vært for et direkte debatprogram med fynskvalgte folketingsmedlemmer.

Fredag producerer TV 2/FYN i fællesskab med TV Syd et debatprogram om Region Syddanmark, og alle fire dage deltager TV 2/FYN i et dagligt tværregionalt debatprogram med fem andre TV 2-regioner.

Derudover live-dækker de tre dage TV 2/FYN massivt begivenheder "hjemme" på Fyn - blandt andet det fynske dyrskue og et stort broløb lørdag over Odense Kanal. Det hele garneres med løbende nyheder gennem alle tre dage fra Fyn.

- Fremtidens tv er at være til stede, hvor tingene sker - og når de sker. På mandag har vi en masse ny erfaring efter de kommende tre dages live-satsning. Den bygger videre på i efteråret, så vi er klar til at kunne dette hver dag, siger Esben Seerup.

Ved du noget? Så send os et tip