I det fynske folks tjeneste

TV-lægen i Odense: Kvinder, pas på jer selv!

Foto: Butterfly Fitness Odense

Vi ved det godt alle sammen. Dyrk motion, spis sund kost og skær ned på alkohol og røg. Men hvorfor er det så pokkers svært at følge de gode råd?

Det er muligvis december, og fristelserne på tallerkenen er endnu større end vanligt. Men mon ikke de fleste af os  kender til udfordringen med at leve sundt i alle årets måneder?

Der findes ikke den borger i landet, der ikke kender anbefalingerne. Vi ved så udmærket, hvad der skal til for at have en såkaldt sund levevis. Alligevel er det så pokkers svært at være sund. Hver uge, hver måned, år efter år. 

Vores magelighed trækker i os, sofaen lokker med tæppe og Netflix. Mad med fedt og salt smager så dejligt, og den der plade chokolade skal ikke ligge der og føle sig ensom.

Forklaringer og undskyldninger er der nok af. Men hvordan kan man finde motivationen til at komme i gang med den sunde livsstil, hvis den ikke føles naturlig for en?

Det er så pissevigtigt at passe på sin krop. 30 procent af cancertilfældene kan undgåes ved sund livsstil.

Charlotte Bøving, TV-læge, DR

TV-lægen i Odense

I aften får en flok fynske kvinder et bud på et svar.TV-lægen Charlotte Bøving fra DR-programmet "Lægen flytter ind" holder foredrag i Butterfly Fitness Odense. Emnet er "Sund livsstil". Direktør på stedet, Charlotte Flor, har inviteret sin navnesøster til at komme og fortælle om de krystalklare budskaber, som Charlotte Bøving er talskvinde for.

- Jeg taler om, hvorfor det er så pissevigtigt at passe på sin krop. Der skal så lidt til. 30 % af cancertilfældene kan undgåes ved en sund livsstil. Og så gælder det om at finde ud af, hvad der motiverer en. Det er det som jeg er god til, jeg skaber resultater for folk, fordi jeg hjælper dem til at finde deres motivation.

Læge Charlotte Bøving Foto: Rasmus Kortesgaard

 

Charlotte Bøving pakker ikke noget ind. Hvis du er for fed, så får du det at vide. Det kan jeg godt lide. Sig det som det er.

Charlotte Flor, Direktør i Butterfly Fitness Odense.

Fitness kun for kvinder

Omkring hundrede kvinder, de fleste medlemmer på stedet, lægger i aften  vejen forbi det noget utraditionelle motionscenter. Butterfly Fitness skiller sig ud fra klassiske fitnesscentre på flere måder. Dels er det kun for kvinder. Dels er det bygget op, så man kan komme, når som helst på dagen og træde direkte ind på et hold med instruktør.  Der er ingen spejle, man skal fokusere på træningen og ikke på sit eget spejlbillede.

Hård konkurrence

Konceptet fra USA for 10 år siden og findes 4 steder i landet. Det er hårdt at  være i konkurrence med de store mastodonter på markedet, og derfor laver direktør Charlotte Flor et arrangement som i aften.

- Vi skal passe godt på vores kunder, og der må gerne ske mere i centeret end bare træning. Det her er mere en forening end et klasssisk fitnesscenter. Jeg kender de fleste ved navn, og vi skal nogle fælles oplevelser.

Foredrag i aften

KL. 19.30 holder Charlotte Bøving foredrag i Butterfly Fitness Odense. Alle der har købt billet og ikke allerede er medlem, kan gratis blive meldt ind efterfølgende og frem til Nytår.

Se med TV 2/FYN kl. 17.20 og 18.45.

Ved du noget? Så send os et tip