I det fynske folks tjeneste

TV2-medarbejdere på første klasse

Selvom TV2 har knas i økonomien, kører alle deres medarbejdere på første klasse. Tv-stationen bruger en ekstra million om året, så medarbejderne kan sidde på DSB's dyreste sæder.

Det er Ekstra Bladet, der torsdag afslører, at TV2 lader journalister, værter og chefer køre på første klasse, når de kører med tog fra Kvægtorvet i Odense til den ny tv-bygning i København.

Hos DR derimod er medarbejderne henvist til de billigste klasser blandt de øvrige passagerer.

TV2's administrerende direktør Merete Eldrup forsvarer over for Ekstra Bladet ordningen med, at medarbejderne skal have fred og ro til at sidde og arbejde i toget, og at nogle medarbejdere har rigtig mange dage på farten.

Den socialdemokratiske medieordfører Mogens Jensen undrer sig over, at TV2 ikke fjerner denne luksus-ordning midt i krisen.

- TV2 er ude i en overlevelseskamp, så virker det underligt, at man ikke ligesom på DR kører på standardbillet, siger Mogens Jensen.

Da TV2 for to år siden forsøgte at afskaffe ordningen, rejste der sig et ramaskrig blandt medarbejderne.