I det fynske folks tjeneste

TV2's morgennyheder bliver i Odense

TV2 flytter alligevel ikke morgennyhederne til København.

TV2s morgennyheder skal fortsat produceres i Odense

Morgennyhederne fra TV2 vil også i fremtiden blive produceret og sendt fra Odense. I et spareforslag havde ledelsen ellers lagt op til at flytte nyhederne til TV2 News-stationen i København, men det forslag er nu taget af bordet, oplyser tillidsmand for journalisterne Claus Birch.

Nyhedsafdelingen skal dog fortsat spare, og det betyder blandt andet, at middagsnyhederne klokken 12 skal afvikles som en samsending med TV2 News. Det er endnu ikke afgjort, om 14-nyhederne skal nedlægges eller ligeledes samsendes med TV2 News.

Forslaget om at flytte morgennyhederne har vakt stor vrede blandt de ansatte, og også Odenses kulturrådmand, Anker Boye (S), har kritiseret en eventuel flytning.

- Vi er yderst tilfredse med, at forslaget er taget af bordet. Og vi tror, protesterne fra medarbejderne har gjort indtryk samtidig med, at vi har gjort, hvad vi kunne i det stille diplomati, siger Claus Birch.

Medarbejderne har blandt andet påpeget, at en flytning af morgennyhederne ikke hænger sammen med direktionens ønske om at bevare og styrke Odense som hovedkanal, og at morgennyhederne i Odense har været en stor succes, som ikke blot lader sig kopiere til København.

Desuden er det vigtigt, at der også produceres nyheder i provinsen, mener medarbejderne. I TV2's public service-kontrakt er det et krav, at stationens hovedsæde ligger i Odense.