Tvangsfjernelser fra bandefamilier: Flertal vil have ændret loven

Et politisk flertal i Odense vil have mulighed for at tvangsfjerne børn fra familier med bandemedlemmer. Kommunens jurister sagde nej. Derfor vil politikerne i Odense nu have loven ændret.

Politikerne i Odense vil nu gå til Christiansborg for at få lov til at tvangsfjerne børn, der vokser op i familier med bandemedlemmer.

De borgerlige partier besluttede i februar sammen med Socialdemokraterne og De Radikale at udfordre lovgivningen ved at tillade tvangsfjernelse af børn fra bandefamilier. Partiernes beslutning var dog betinget af, at kommunens jurister sagde god for at den nye praksis ikke var i strid med loven. 

I sidste uge fik politikerne i Børn- og Ungeudvalget og Social- og Beskæftigelsesudvalget så klar besked fra juristerne i kommunen om, at det ikke er lovligt at fjerne børn fra en familie, blot fordi forældre eller ældre søskende er tilknyttet bandemiljøet. Men det får ikke politikerne til at opgive planerne. 

Flertal vil have loven ændret

Derfor vil de borgerlige og socialdemokraterne i de to politiske udvalg nu forsøge at få ændret lovgivningen, så det bliver muligt for Odense Kommune at fjerne børn fra en familie, hvis far, mor eller storebror er medlem af en bande. 

- Vi er rigtigt trætte af at se, at generation efter generation i de samme stærkt kriminelle familier bliver ved med at gå ind i kriminalitet i nogle af de her bander, som vi er så plagede af i vores by. Derfor vil vi udfordre Christiansborg på at give os nogle muligheder, så vi nemmere kan få adgang til at undersøge børnenes tarv. Så vi kan få nogle redskaber til at bremse de unge mennesker, der er på vej ind i kriminalitet, stærkt ansporet af fædre og ældre søskende, siger social- og beskæftigelsesrådmand Steen Møller (K). 

Flertallet i udvalget bestående af Konservative, Socialdemokraterne og Venstre stemte for at gå videre med sagen til landspolitikerne, mens Enhedslisten mente, at kommunen skal rette sig efter juristernes vurdering og droppe ideen. 

Politikerne i Børn- og Ungeudvalget behandlede også sagen tirsdag, og også her var der flertal for at forsøge at få loven ændret. Men den radikale Børn- og Ungerådsmand, Susanne Crawley, stemte imod flertallets beslutning, selvom hendes parti i februar stemte for forslaget. 

Hun mener, at det udfordrer retsprincipperne, og at det ikke tilgodeser barnets tarv.

- Når man griber til tvangsfjernelse, så skal der være en bekymring for barnet og ikke for en forælder. Det kan for eksempel være et barn i en familie, hvor moren er et godt menneske og en kærlig mor – er det så barnets tarv at det skal fjernes, fordi der er et bandemedlem i familien?, lyder det fra Susanne Crawley. 

 

Oversigt

    Oversigt