Tvetydige vejnavne koster 20 mio. kr. årligt

Veje med samme navn skaber hvert år alvorlige problemer og koster samfundet millioner. Nye vejnavne og postnumre løser problemet.

Vareforsendelser der havner det forkerte sted og vigtige breve, der aldrig når frem. Det er en daglig gene for mange borgere og virksomheder i Danmark.

Problemerne skyldes, at flere veje inden for samme postnummer bærer samme navn.

Værre er det, at også udrykningskøretøjer kører til den forkerte adresse. En ny undersøgelse viser, at der ca. 1900 gange årligt ringes 112 fra en adresse, som har en dobbeltgænger inden for samme postnummer. Det svarer til 5 udrykninger om dagen, hvor der er risiko for fejl - og det koster menneskeliv.

- Det er et alvorligt problem, og det bliver værre i takt med, at flere og flere bruger GPS og IT-systemer, der er 100 procent afhængige af helt entydige informationer. Derfor er jeg glad for, at vi har fået kortlagt problemet og fundet en løsning, siger Finn Lauritzen, direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Ifølge undersøgelsen af flertydige vejnavne er der knap 1000 vejnavne i Danmark, der kan forveksles, fordi navnet optræder to eller flere gange inden for samme postnummer. Det koster samfundet omkring 20 mio. kr. om året.

Løsningen på problemet skal findes i en kombination af flere initiativer. Nogle steder skal kommunalbestyrelserne fastsætte nye vejnavne, andre steder vil Post Danmark justere postnummergrænsen eller oprette helt nye postnumre.

Bekendtgørelse om vejnavnes entydighed

Fakta om vejnavne

Oversigt

    Oversigt