I det fynske folks tjeneste

Tvivl om Schaufuss-ballettens flytning til Odense

Flere politikere siger, at hvis Peter Schaufuss-balletten flytter fra Holstebro til Odense, får det konsekvenser for statens tilskud til balletten.

Fra Peter Schaufuss-ballettens forestilling, Satisfaction

Socialdemokratiets kulturpolitiske ordfører, Mogens Jensen, mener at statstilskuddet på 12 millioner kroner blandt andet er betinget af at Peter Schaufuss-balletten befinder sig i Holstebro.

- Vi må overveje tilskuddet, hvis balletten flytter fra et område, der ikke har de store statslige kulturtilbud, til en by, der både har et landsdelsteater og i forvejen har mange tilbud, siger Mogens Jensen.

Det konservative medlem af kulturudvalget Per Ørum Jørgensen giver i Fyens Stiftstidende udtryk for samme mening.

Mogens Jensen vil tage sagen op med kulturminister Carina Christensen på et møde mandag.

Uenige

SFs Pernille Frahm er mere tøvende.

Hun siger til TV 2/Fyn, at hun er usikker på om det specifikt fremgår af aftalen om tilskuddet til Peter Schaufuss-balletten, at det afhænger af hvor balletten befinder sig.

Og kulturordfører for de konservative afviser det totalt:

- Vi giver tilskud til kultur efter kvalitet - ikke efter geografisk beliggenhed, siger hun til TV 2/Fyn.