Tyndt fremmøde til Vollsmose-demonstration

Foreningen Almen Modstand havde tirsdag inviteret til demonstration mod nedrivninger af 1.000 familieboliger i Vollsmose. Det endte med et tyndt fremmøde, men arrangørerne fortsætter kampen.

1.000 boliger skal rives ned i Vollsmose, og tirsdag var beboerne i Vollsmose inviteret til borgermøde om nedrivningsplanerne. Forinden havde foreningen Almen Modstand planlagt en demonstration, hvor man ville markere sin utilfredshed med, at Odense Kommune vælger at rive bygningerne ned. 

Der mødte dog kun et sted mellem 10 og 20 mennesker op til demonstrationen, som Rina Krøyer fra Almen Modstand har været med til at arrangere. Hun mener stadig, at man kan nå at gøre en forskel. 

- Ja, det er jeg simpelthen nødt til at tro på. Ellers kunne jeg lige så godt lade være med at stå her, siger hun. 

Hun mener ikke, at de få fremmødte er et udtryk for mangel på interesse. 

- Jeg tror, at for mange er det uoverskueligt. De er faktisk bange for, hvad der bliver vist i dag, siger hun

- Skrækkelige planer

Som en del af regeringens ghettoplan må der fra 2030 højst være 40 procent almene boliger i hårde ghettoer. Det er områder, som har stået på ghettolisten i mindst fire år. Det er årsagen til, at Odense Kommune i samarbejde med de to boligselskaber FAB og Civica vælger at nedrive de 1.000 boliger. 

Ifølge Rina Krøyer er der personer i Vollsmose, der ikke tror på, at sådan et indgreb kommer til at ske. 

- Planerne de er så skrækkelige, at mange simpelthen ikke tror, at det forekommer i virkeligheden; at man ikke kan den slags. Men det er jo sket. Christiansborg har lavet en ghettoplan og Odense Kommune har taget den et skridt videre, og folk er simpelthen bange for sandheden, tror jeg, siger hun. 

- Jeg vil simpelthen ikke give op, før spadestikket sættes i jorden, siger Rina Krøyer

Husstandsomdeler inden næste møde

Enhedslisten Odense meldte sig i går ud af forhandlingerne om "Den sidste Vollsmoseplan", som er navnet på den udviklingsplan, hvor det fremgår, at 1.000 boliger skal rives ned. Samtidig inviterede de til et såkaldt "lyttermøde" i Egeparkens beboerhus i Vollsmose. 

Mødet foregår 15. maj klokken 19-21, og også her planlægger Almen Modstand at demonstrere. Inden mødet planlægger man at husstandsomdele invitationer til demonstrationen. Rina Krøyer håber på, at flere partier melder sig ud. 

- Hvis vi står sammen og taler højt i kor, så kan de ikke undgå at høre, vi synger, siger Rina Krøyer. 

Oversigt

    Oversigt