I det fynske folks tjeneste

Tyrkere demonstrerer i Odense

Tyrkere på Fyn vil lørdag gennemføre en fredelig demonstration på Flakhaven i Odense for at bakke op om de massive protester i Tyrkiet mod Erdogans regering.

Tyrkiets leder Recep Tayyip Erdogan misbruger sin magt til at undertrykke sine egne borgere. Det mener tyrkere bosat på Fyn, og lørdag vil de vise deres sympati med de folkelige demonstrationer i hjemlandet.

- Vi vil gerne sige nej til vold og vi mener at vi kan vinde over den igangværende vold, undertrykkelse og magtmisbrug ved at støtte denne folkeoprør i Tyrkiet, siger folkeskolelærer Öznur Ciftci, der er arrangør af demonstrationen.

I Tyrkiet er demonstranterne blevet mødt med vold og brutalitet fra politiets side. Derfor understreger arrangørerne, at demonstrationen i Odense vil være fredelig.

- Vi sætter stor pris på og beundrer det Danske demokrati og vi ønsker kun det samme system i vores eget land, siger Öznur Ciftci.

Demonstrationen finder sted på Flakhaven lørdag fra klokken 12.

Ved du noget? Så send os et tip