Tysk politi inddrages i drabssag fra Ærø

Politiet i Svendborg har tirsdag informeret sine tyske kolleger om drabssagen fra Ærø. Det sker i håb om at finde ligene af ægteparret Finn og Ruth Teisen.

Tysk politi inddrages nu i eftersøgningen af ægteparret Finn og Ruth Teisen, der ifølge politiet i Svendborg blev knivdræbt af en 25-årig mand den 2. juni.

- Der er nu gået så mange dage, at det er relevant at informere tysk politi om sagen. Hvad de så konkret vil foretage sig, må være op til dem, siger kriminalkommissær Henning Christiansen til Ritzau.

Han oplyser samtidig, at det danske politi ikke får tid til at foretage yderligere eftersøgninger af ægteparret tirsdag.

- Folk ringer med en masse oplysninger i sagen, og dem tjekker vi naturligvis. Samtidig mangler vi stadig at afslutte de tekniske undersøgelser, og det vil vi koncentrere os om i første omgang, siger Henning Christiansen.

Oversigt

    Oversigt