Tysk rederi vil sejle fra Scandlines

Krigserklæring fra det tyske rederi Rømø-Sylt Linien: - Ja, vi vil sejle mellem Spodsbjerg og Tårs. Og nej, der er ikke plads til to rederier på den rute.

-

Krigserklæring fra det tyske rederi Rømø-Sylt Linien:

- Ja, vi vil sejle mellem Spodsbjerg og Tårs. Og nej, der er ikke plads til to rederier på den rute, lyder det fra rederiet til Fyns Amts Avis.

Det tyske rederi bekræfter nu endeligt officielt, at det vil sejle på den sydfynske færgerute.

Direktør i rederiet, Johann Friedrichsen, siger samtidig, at Rømø-Sylt Linien har til hensigt at udkonkurrere Scandlines, som i mange år har sejlet mellem Spodsbjerg og Tårs. Johann Friedrichsen oplyser, at det bliver de to færger »Westerland« og »Vikingland«, som skal sejle mellem Spodsbjerg og Tårs.
De to færger har tidligere sejlet på den populære rute mellem Rømø og Sylt.

De endelige forhandlinger med Vejdirektoratet - som ejer havneanlæggene i Spodsbjerg og Tårs - er ikke afsluttet endnu, men Rømø-Sylt Linien agter ifølge Johann Friedrichsen at starte sejladsen omkring 1. juni.

Oversigt

    Oversigt