I det fynske folks tjeneste

Tysk udbrud af husdyrsygdom får betydning for Fyn

Store dele af Syd- og Vestfyn er blevet ramt af en restriktionszone, efter husdyrssygdommen bluetounge er konstateret i Rosdorf lidt øst for Itzehoe i Schleswig-Holstein.

Det er blandt andet fårebedrifter, som ikke må flytte dyrene.

Det udløser en restriktionszone med en radius på 150 km, der rækker ind i Danmark. Følgende kommuner er omfattet af zonen: Tønder, Aabenrå, Sønderborg, Haderslev, Assens, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ærø, Langeland og Lolland.

Zonen får konsekvenser for danske gede-, fåre-, hjorte og kvægbedrifter, da der ikke må flyttes dyr ud af zonen. Dyrene må dog godt sendes til slagtning. Sygdommen rammer ikke mennesker. 

 - Vi har fulgt spredningen af sygdommen i landene lige syd for os tæt i det seneste års tid, så det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at vi nu for alvor skal forholde os til bluetounge i Danmark. Vi er forberedt på at håndtere situationen, siger veterinærdirektør Jan Mousing fra Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Hvad er bluetongue?

Bluetongue skyldes et virus, der ikke smitter direkte mellem dyrene, men overføres af mitter, som er et meget lille flyvende insekt. Der findes ingen effektiv behandling af angrebne dyr. Sygdommen rammer oftest får, hvor symptomerne er gispende åndenød, væskeansamlinger i hoved, læber, mule og underkæben, høj feber, halten, sår på slimhinderne i mundhulen, blåfarvet tunge, øjenbetændelse og hårtab. Omkring 30 procent af de smittede dyr dør af sygdommen.

Kilde: Fødevarestyrelsen