Tysker fængslet for Bogense-drab

En 57-årig tysk mand blev ved et lukket grundlovsforhør i Odense varetægtsfængslet søndag, sigtet for drab og røveri af særligt farlig karakter mod en grillbar-ejer i Bogense i 2004.

Manden blev fængslet i fire uger - heraf 12 dage i isolation. Manden nægter sig skyldig og har kæret fængslingen.

Manden blev anholdt lørdag formiddag på Rømø, da han sættes i forbindelse med en bil, stjålet i Nordtyskland, som menes brugt af gerningsmændene til drabet i Bogense i december 2004. 

Han sættes også i forbindelse med en 55-årig mand, som blev anholdt på Djursland i samme sag efter en større politiaktion i oktober. Han er stadig varetægtsfængslet.

Politiet udelukker ikke, at der kan være flere involveret i sagen, og samarbejder i øvrigt tæt med politiet i Nordtyskland om opklaringen.

Mislykket røveri

Den 45-årige grillbarejer Nhut Thai Ngyen blev skudt, da han sammen med sin hustru var på vej hjem efter lukketid i december 2004.

Politiet arbejder nu med en teori om, at det skete i et mislykket røveriforsøg.

I lang tid var politiet på næsten bar bund i sagen, men fundet af en bil, der blev set i Bogense på drabstidspunktet og fundet kort efter i Mariager Fjord, satte politiet på sporet af de nu to anholdte.

Oversigt

    Oversigt