Tyv anholdt med pose over hovedet

En 32-årig mand trak plastikpose over hovedet for ikke at blive genkendt efter tyveri i Langeskov Centret. Medgerningsmanden er stadig på fri fod.

Fyns Politi anholdt tidligt i morges en 32-årig indbrudstyv med en let genkendelig hovedbeklædning.

Manden havde trukket en plastikpose over sit hoved, men han nåede ikke langt væk fra Langeskov Centret, før politiet fik fat i ham, oplyser vagtchef Erik Halkjær fra Fyns Politi.

Det var en vægter, der klokken 04.42 alarmerede politiet om et indbrud i en butik i Langeskov Centret mellem Odense og Nyborg.

Kort efter stødte vægteren på en af de to tyveknægte, og tyven truede med en pistollignende genstand.

Han flygtede i en mørkeblå Peugeot 406, men efterlod altså sin medgerningsmand i stikken.

Da politiet nåede frem til gerningsstedet, var meldingen først, at tyven var flygtet, men så dukkede medgerningsmanden op med en plastikpose over hovedet. Han har formentlig taget den på for ikke at blive genkendt på afstand.

- Vi har desværre ikke flere oplysninger om bilen, end at det er en mørkeblå Peugeot 406. Vi har ingen oplyninger om særlige kendetegn fx skader eller registreringsnummer, siger vagtchef Erik Halkjær fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt