Tyv fanget med stjålne sko i hånden: - Den er svær at snakke sig ud af

En mand fra Odense blev natten til onsdag vækket ved, at en tyv luskede rundt i hans lejlighed.

En mandlig beboer på Skt. Jørgens Gade i Odense fik sig lidt af et chok, da han natten til onsdag blev vækket af larm og puslen i sin lejlighed.

Da han undersøger, hvor støjen kommer fra, finder han en indbrudstyv, der lusker rundt inde i lejligheden.

- Da tyven opdager, at beboeren er vågen, smutter han fra boligen, siger Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.

quote Han medbragte anmelderens fine sko, så den havde han ret svært ved at snakke sig fra

Steen Nyland

Beboeren anmeldte episoden til Fyns Politi klokken 02.32, og kort tid efter fandt en politipatrulje tyven tæt ved gerningsstedet.

Svær at slippe ud af

Ret hurtigt fandt politiet ud af, at de havde fat i den rigtige mand.

- Han medbragte anmelderens fine sko, så den havde han ret svært ved at snakke sig fra, siger vagtchefen.

Den anholdte er en 46-årig mand fra Odense, der fortsat sidder på politigården, hvor han i løbet af formiddagen vil blive sigtet og afhørt, hvorefter politiet vurderer, hvorvidt manden skal fremstilles i grundlovsforhør i retten.

Den 46-årige havde ikke umiddelbart stjålet andet end skoene. 

Opdatering
Manden, der i øvrigt var blevet løsladt mandag, blev senere på onsdagen varetægtsfængslet i to uger.

 

Oversigt

    Oversigt