I det fynske folks tjeneste

Tyv kastede cykel efter forfølgere

En yngre mand listede sig fredag aften ind i en lejlighed og stjal en computertaske imens familien var hjemme. Da tyven blev forfulgt kastede han en cykel efter sine forfølgere.

Manden på 25-30 år gik kort før klokken 20 fredag aften ind i en lejlighed i Søndergade i Middelfart. Mens familien sad i stuen stjal manden en skuldertaske med blandt andet en bærbar computer, et glattejern og 600 kroner i kontanter.

Familien hørte dog tyven, og fulgte efter ham ud af Søndergade og ned af Jernbanegade. Her fik gerningsmanden dog nok af sine forfølgere og greb en cykel som han kastede efter forfølgerne.

Herefter kontaktede familien politiet, og gerningsmanden forsvandt.

Efterfølgende har politiet modtaget yderligere tre anmeldelser fra borgere i Middelfart. Den samme mand forsøgte tilsyneladende allerede klokken 18.30 at trænge ind gennem en ulåst dør i et hus i Søndergade, og senere forsøgte manden også at trænge ind i et hjem i Finlandsvej og på Brovejen. Manden blev opdaget og forklarede at han søgte en fodspecialist.

Fyns Politi efterlyser en 25-30 årig mand. Han var omkring 180 cm høj og havde et firkantet hoved med karseklippet hår. Han var iført mørk jakke og cowboybukser med teksten TRS på lommen. Han forsvandt på en sort mountainbike cykel.

Ved du noget? Så send os et tip