I det fynske folks tjeneste

Tyve på spil flere steder

Tre mænd gik efter cigaretter og penge fra spilleautomater, da de var på tyvetogt både i Superbrugsen i Kværndrup og spillehallen Elite Gaming i Otterup lørdag nat. Politiet mener, at der er en sammenhæng mellem de to tyverier i nat og så flere andre episoder.

Tre hætteklædte mænd røvede flere steder natten til søndag.

Brød ind flere steder

I buldrende mørke brød tre hætteklædte mænd i mørkt tøj ind i Superbrugsen i Kværndrup. Klokken 00.40 slap de af sted med 100 kartoner cigaretter og forsvandt i en mørk stationcar Audi 6 med slukkede lygter.  

Men der gik ikke længe, før tyvene igen var på spil. Denne gang gik det ud over spillehallen Elite Gaming på Søndergade i Otterup. Klokken 03.10 stjal tyvene penge fra ni spilleautomater og en vekselmaskine, og politiet ved ikke, hvor mange penge der er tale om.

- Vi når lige at se enden på audien og sætter efter dem, men de har for stort et forspring til, at vi kan nå dem, siger vagtchefen ved Fyns Politi.

Smed partisansøm

De tre gerningsmænd ville forhindre politiet i at nå dem, derfor smed de partisansøm 25 meter op ad Åkandevej i Otterup. Men det gik kun ud over en civil borger, som fik punkteret sine dæk. Tyvene slap dog fra politiet, som nu efterlyser de tre gerningsmænd.

- Det er helt sikkert planlagt grundigt, når de bruger partisansøm. Vi er ret sikre på, at der er en tæt sammenhæng mellem de to tyverier i nat og så flere andre episoder. Partisansømmene afslører, at der er en relation mellem nattens episoder og andre tyverier fra sidste uge, siger vagtchefen.

Nu skal politiet sporsikre gerningsstederne, se på trykmærker fra værktøj og samle dnaspor. Politiet opfordrer folk til at ringe til 114, hvis de har set en mørk Audi 6 med tonede ruder natten til lørdag.