Tyve stak af med gas for over 30.000 kroner

Ikke færre end 50 flasker gas á 11 kilo er blevet stjålet fra Stark i Middelfart.

På et tidspunkt mellem lørdag klokken 14.30 og søndag morgen er en eller flere tyve sluppet af sted med omkring 50 styk 11 kilos gasflasker fra byggemarkedet Stark på Lollandsvej i Middelfart.

Det fortæller vagthavende ved Fyns Politi, Lars Fredensborg til TV 2/Fyn.

- Det er sæsonvarer og et sikkert forårstegn, konstaterer Lars Fredensborg tørt.

Et lignende tyveri skete i maj sidste år. Her var det også en Stark det gik ud over. Den gang skete det i Aarup og tyven slap af sted med 45 gasflasker.

Hul i hegnet

I Middelfart banede tyvene sig vej til de mange gasflasker ved, at klippe at hul i hegnet ind til byggemarkedets udendørs lagerplads.

Tyveriet blev anmeldt søndag morgen med halvnitiden og det vurderes at flaskerne er blevet kørt bort fra stedet i et større køretøj.

Et hurtigt regnestykke viser, at værdien af de mange gasflasker løber op i godt 30.000 kroner.

 

Oversigt

    Oversigt