Tyve stjæler fra død mand

Ukendte gerningsmænd har været på rov i en nedbrændt bolig i Haarby, hvor en mand mistede livet.

Der findes åbenbart ingen grænse for, hvor lavt en tyv kan synke. I hvert fald har en nedbrændt ejendom haft besøg af tyveknægte.

I starten af juli døde en mand, da lejligheden i Haarby stod i flammer. Siden da har ukendte gerningsmænd stjålet de sidste ejendele, der lå i ruinerne.

- Det er træls at fremmede vader lige ind og gennemgår min døde lillebrors sidste ejendele. Tyvene har stjålet personlige papirer, videofilm og andre ting. Nu har vi absolut intet tilbage, fortæller den afdødes storesøster, Bente Larsen.

De efterladte er skuffede over politiets håndtering af sagen. De havde ønsket, at brandtomten var blevet spærret af.

- Det er dybt kritisabelt at politiet ikke har gjort noget og sørget for, at den udbrændte lejlighed var spærret af, siger Bente Larsen.

Fyns Politi har lørdag ikke ønsket at stille op til et interview om sagen.

Oversigt

    Oversigt