Tyve vendte tilbage og blev anholdt

Det gik godt for tre tyve, da de første gang gik på rov i en privat villa på Stenløkken i Otterup. Men overmodige vendte de tilbage igen og så var politiet klar.

En årvågen nabo ringede ved halv tretiden natten til søndag til politiet, fordi han så at indbrudstyve var ved at bære tyvekoster ud af nabovillaen.

Da politiet nåede frem var tyvene dog væk, og derfor vendte patruljen tilbage mod Odense.

Men på tilbagevejen ringede naboen igen - tyvene var vendt tilbage til villaen. Patruljen satte straks kursen mod Otterup igen og fik følgeskab af en hundepratrulje.

- Da patruljen ankommer til stedet finder de tre unge mænd i starten af tyverne i færd med at tømme huset for værdier. Den ene bærer på et fjernsyn, da patruljen kommer, siger vagtchef ved Fyns Politi, Jesper Fält.

De tre unge mænd er alle fra lokalområdet. De bliver anholdt og taget med i detentionen, fordi to af mændene er påvirket af både alkohol og narkotika. De skal afhøres søndag formiddag.

Mange indbrud i Otterup

Villaen på Stenløkken er ikke det eneste sted, der har haft besøg af indbrudstyve natten til søndag.

En tandlægeklinik og et autoværksted har også haft ubudne gæster. Samtidig har Faktabutikken fået smadret flere ruder.

Politiet har mistanke om, at de tre unge mænd fra villaindbruddet også står bag de andre indbrud.

- Derfor vil vi forholde dem de ting der er sket under afhøringen her søndag, siger vagtchef Jesper Fält.

Hvad der videre skal ske med de tre tyve bliver først besluttet efter afhøringerne.

Oversigt

    Oversigt