Tyvebande afsløret i Bogense

Odense Politi anholdt natten til fredag en polak, som er mistænkt for snesevis af indbrud i biler. Manden blev anholdt efter en hidsig biljagt i Bogense by.

Efter flere indbrud i biler i Odense og på Nordfyn havde Odense Politi sat ekstra mandskab ind i Bogense torsdag aften. Og omkring klokken to kom politiet på sporet af gerningsmændene.

To mænd i en bil påkaldte sig politiets opmærksomhed, og da politiet forsøgte at komme i kontakt med chaufføren stak bilen af. Politiet satte efter, og det førte til en hektisk biljagt i Bogense.

Det lykkedes for politiet at standse bilen ved Teglgårdsvej og to mænd flygtede fra bilen. Politiet fik anholdt den ene mand, mens den anden mand forsvandt.

Bilen viste sig at være stjålet, og i bilen fandt politiet tyvekoster for flere tusinde kroner. Blandt effekterne var bilradioer og navigationsudstyr fra blandt andet Odense og Esjberg.

Den anholdte mand er en 33-årige polak, som tidligere har været på tyvetogt i landet.

Han bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag.

Oversigt

    Oversigt