Tyvebander koster forretninger flere milliarder kroner

Organiseret tyveri i forretninger er ifølge vicedirektør for De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, et dyrt problem, som der skal handles på.

Flere butikker i Odense har måttet fjerne den populære chokoladesmørelse Nutella fra hylderne. I stedet skal kunderne nu, som når de handler tobaksvarer eller spiritus, bede om at få det brune guld udleveret ved kassen.

Årligt svindles der får flere milliarder kroner i danske dagligvareforretninger. Det seneste år er der anmeldt 20.000 butikstyverier.

Mange af tyverierne er organiseret, og dét er et alvorligt problem ifølge Claus Bøgelund Nielsen, som er vicedirektør for De Samvirkende Købmænd.

 
Fotograf: Anders Høgh

- Det giver næsten sig selv, at hvis nogle kommer ind i en butik for at stjæle store mængder af ens varer, for eksempel Nutella, slik, batterier og barberblade, så er det altså med videresalg for øje. 

Ifølge Claus Bøgelund Nielsen stammer problemet fra grupperinger udefra.

- Det er naturligvis ikke alle der er kommet hertil fra udlandet, men i stigende grad er der tale om tilrejsende bander, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Nyt lovforslag

Med et øget fokus på tyveri og en politisk forhåbning om, at justitsministeren er på vej med et nyt lovforslag, forventer Claus Bøgelund Nielsen en bedre håndtering af de mange tyverier i fremtiden.

- Man kan eksempelvis dele overvågningsbilleder butikkerne imellem. Så kan medarbejderne se de kriminelle, som har fortaget sig noget i andre butikker og dermed forhåbentligt nå at gribe ind, inden det sker igen i en anden butik. 
En anden mulighed er, at politiet kommer lidt hurtigere og oftere, så man ikke har så lange ventetider, som vi desværre har alt for ofte i dag. Og så kan man straffe forbrydelsen på et højere niveau, end det man har gjort hidtil, mener vicedirektøren.

Ifølge Claus Bøgelund Nielsen har tilbagemelderingerne fra politisk side været positive, og vicedirektøren for De Samvirkende Købmænd håber på, at skuden er vendt i løbet af det næste år. 

Oversigt

    Oversigt