To tyveknægte er blevet anholdt i Fredericia efter en kort biljagt. Det oplyser Fyns Politi.
Mændene er efterfølgende blevet sigtet for indbrud i en herretøjsforretning i Middelfart.
Føreren af bilen er også sigtet for være påvirket af euforiserende stoffer.
Efterlyste rød Ford Focus
Begge personer har natten til mandag siddet på politigården i Odense, hvor de afventer afhøring og eventuel fremstilling i et grundlovsforhør.
Ifølge vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi skete indbruddet omkring klokken halv tre natten til mandag i Puck & Co i Algade.
Vidner havde set en mørkerød Ford Focus køre derfra, og politiet ledte i nattetimerne forgæves efter bilen på Fyn.
Kort før klokken fire kunne Syd- og Sønderjyllands Politi meddele, at det havde anholdt to mænd i det efterlyste køretøj i Fredericia.
I bilen havde politiet fundet tyvekoster. Der er tale om en 20-årig mand uden fast adresse og en 33-årig mand fra det sydlige Odense, oplyser Lars Thede til TV 2/Fyn.
Bølge af indbrud på Fyn
Fyn er i løbet af weekenden blevet ramt af et nyt tocifret antal indbrud. Således er antallet af indbrud løbet op i 55 mellem fredag morgen og søndag eftermiddag.
Især Langeland, Odense, Svendborg, Faaborg-Midtfyn og Assens har været hårdt ramt af indbrud.
Ifølge Lars Thede har der også været flere indbrud på Fyn i løbet af natten til mandag.
Ved halvettiden blev en 39-årig mand fra Bulgarien fundet sovende på rastepladsen Kildebjerg Nord på Fynske Motorvej. I bilen havde han tyvekoster - blandt andet tøj og håndværkstøj fra byggepladser.
- Bilen var ganske godt læsset, siger Lars Thede til TV 2/Fyn.
Politiet kan ikke sige noget om, hvorvidt manden var på vej ud af landet med tyvekosterne. Den 39-årige mand har tilbragt natten på politigården i Odense.
Det massive antal indbrud kommer samtidig med, at Fyns Politi kører en kampagne, hvor man opfordrer fynboerne til at være årvågne og kontakte politiet om mistænkelige personer.