I det fynske folks tjeneste

Tyven på jagt efter din smartphone

Det er snart sommerferie og dermed også højsæson for tyve og indbrud. Derfor opfordrer Fyns Politi nu fynboerne til at tænke sig ekstra godt om - og især passe godt på deres eftertragtede smartphone.

Det er lige nu højsæson for tyverier af smartphones, punge, tasker - med andre ord alt det, vi har med når vi færdes ude i sommerlandet. Derfor opfordrer Fyns Politi til at bruge den sunde fornuft, hvis man vil undgå at blive tyvenes offer.

- Lad være med at have tasken liggende løst i cykelkurven - og hold den i øvrigt altid lukket for andre lange fingre. Pas på de eftertragtede smartphones. Man bliver ind i mellem overrasket over, hvor frække tyve kan være, hvis de øjner en dyr smartphone inden for rækkevidde, siger Niels Erik Nymark Jensen, der er politikommissær hos Fyns Politi.

Derudover opfordrer politiet til at man aldrig har mobil, pung og værdigenstande liggende i en nemt tilgængelige i lomme eller taske.

- Om man daser på stranden, hygger sig på en udendørs café eller måske er til koncert, så skal man tænke over, hvordan man passer bedst på sine ting. For det er jo rigtig ærgerligt, hvis en ellers rigtig god dag ender med, at man skal anmelde, at smartphonen eller pungen er stjålet, siger Niels Erik Nymark Jensen.

Ved du noget? Så send os et tip