Tyveri blev til røveri

Tre mænd blev lørdag aften anholdt og sigtes for røveri mod en kvinde, der arbejdede på en grillbar på Svendborgvej i Odense.

De tre mænd gik ind af bagdøren til grillbaren, der ligger ved Netto på Svendborgvej i Odense ved 19-tiden lørdag.

De ville tage en taske, som indeholdt nogle tusinde kroner. Da den kvindelige ejer af tasken forsøgte at forhindre det, fik hun et par slag.

Dermed blev tyveri til røveri, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Røverne stak af i en bil, men kvinden havde noteret sig bilmærke og dele af nummerpladen.

Omkring 20.30 blev de tre røvere på henholdsvis 19, 19 og 16 år stoppet på Bogensevej, hvor de gjorde opmærksom på sig selv ved slingrende kørsel.

De nægter sig skyldige, men kan forvente at blive sigtet for røveri.

Oversigt

    Oversigt