Uafhængigt af hinanden: Tre køretøjer udbrændt i løbet af natten

Tre forskellige steder er tre lige så forskellige køretøjer udbrændt natten til torsdag.

En ældre ladvogn i Aarup, en knallert i Vollsmose og en Audi A6 ved Drejebænken i det sydlige Odense.

Fællesnævneren for de tre køretøjer er, at de alle tre udbrændte i løbet af natten til torsdag. Et af køretøjerne – måske to – kan være påsat, mens branden i det sidste med al sandsynlighed skyldes en teknisk fejl i bilen.

Sent onsdag aften modtog Fyns Politi og Beredskab Fyn en anmeldelse om en brand i en ældre, efterladt Volkswagen ladvogn på Fjellemosevej i Aarup.

Anmeldelsen kom først klokken 22.49, men branden skulle have været i gang i mange timer, inden myndighederne blev alarmeret.

- Et vidne forklarede os, at bilen havde brændt siden klokken 16. Ifølge vidnet havde bilen stået der i ti år uden ejer, siger Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi.

Den ældre ladvogn er helt udbrændt, så politiet har endnu ikke været i stand til at finde en brandårsag.

- Men det er nok ret usandsynligt, at den er startet af sig selv, konstaterer vagtchefen.

Fyns Politi skal derfor undersøge branden og ladvognen nærmere i løbet af torsdagen.

Knallert udbrændt

Lidt senere på aftenen, lige over midnat, fandt politiet en efterladt og ligeledes brændende knallert under Åsumvej i det østlige Odense.

Knallerten var ifølge vagtchefen helt udbrændt, da politiet nåede frem, så det var ikke muligt at finde stelnummeret på knallerten.

- Det var fuldstændig umuligt, fortæller Ehm Christensen.

Politiet har derfor vanskeligt ved at komme en brandårsag nærmere.

Ild i Audi

Små to timer senere brød en sort Audi A6 ifølge bilens fører pludselig i brand under kørsel ved Drejebænken i det sydlige Odense.

Føreren af bilen fortalte efterfølgende til politiet, at der pludselig var gået ild i bilen i kølerens højre side, og han var derfor kørt ind til siden.

- Kort tid efter var den omspændt af flammer, og så udbrændte køretøjet helt, siger vagtchef Ehm Christensen.

Føreren nåede ud af bilen inden da, og han var ikke i fare. Umiddelbart skyldes branden ifølge vagtchefen en fejl i teknikken i bilen.

Oversigt

    Oversigt