I det fynske folks tjeneste

Ubudte gæster truede med maskinpistol

Natten til lørdag tog en privat fest i Dalum en ubehagelig drejning. To mænd brød ind og truede værten og gæsterne med en maskinpistol.

To gerningsmænd truede værten og samtlige gster med en skarpladt maskinpistol i Dalum natten til lørdag.

To danske mænd på 25 og 28 havde tilsyneladende et horn i siden på en 29-årig mand fra Dalum, som de ville have en alvorlig snak med.

- Det er ikke noget der indikerer, at det skulle være banderelateret, men de to mænd beslutter sig til at opsøge den 29-årige i hans kælderlejlighed, fortæller vagtchef Kim Munksgaard til TV 2/fyn.

Da gerningsmændene ankommer til adressen Faaborgvej 3 i Dalum, ser de to piger stå foran døren til lejligheden.

- De laver et regulært hold up, hvor de truer de to piger med en maskinpistol, og forlanger mobilteleforner udleveret, så de ikke kan kalde på hjælp.

Bryder ind med skarpladt makinpistol

Mens den ene mand holder øje med pigerne, undersøger den anden om der er en anden indgang til lejligheden. De finder et åbent kældervindue som de kravler ind ad, hvorefter de truer værten og alle gæsterne med en skarpladt maskinpistol - en gammel engelsk model fra 2. verdenskrig.

- De får fat i værten, men det lykkes gæsterne at tale til gerningsmændenes samvittighed, og de flygter kort efter i retning mod Odense Zoo, fortæller Kim Munksgaard.

Et vidne ser mændene stå og rode i et buskads, og politiet anholder kort efter de to mænd og finder maskinpistolen gemt i buskadset.

De to mænd er anholdt og bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Odense i dag.

Hvad der ligger bag gerningsmændenes voldsome entre til festen, vil politiet ikke fortælle.