UCL overvejer læreruddannelse i Svendborg

Regeringen ønsker flere uddannelser i landets mindre byer. På UCL er rektor åben for at flytte læreruddannelsen til Svendborg.

Det kan være, at der inden længe igen er en læreruddannelse på Sydfyn. 

Regeringen og beskæftigelsminister Troels Lund Poulsen (V) foreslår nemlig, at man flytter flere erhvervsrettede uddannelser ud til landets mindre byer.  

Det er kun syv år siden, at University College Lillebælt (UCL) lukkede læreruddannelsen i Skaarup, men rektor på UCL, Erik Knudsen, ser muligheder i igen at give Sydfyn en chance.

- Det bliver ikke i Skaarup så. Hvis det skal være på Sydfyn, vil uddannelsen ligge i Svendborg, fortæller Erik Knudsen til TV 2/Fyn.

Han peger blandt andet på, at Skaarup-afdelingen måtte lukke, fordi det tog for lang tid for de studerende at komme frem til skolen.

- Tilgængeligheden til byerne skal være god, og der må man sige, at Svendborg er et bedre sted end Skaarup, uddyber rektoren.

Udvider uddannelsespakken

I dag har UCL både pædagog- og sygeplejerskeuddannelser i Svendborg. Begge disse uddannelser er ifølge rektoren populære. Erik Knudsen mener derfor, at det giver mening at udvide uddannelsespakken på Sydfyn.

- Vi har nu samlet nogle uddannelser i Svendborg, og der har vi kunne konstatere, at der over de seneste år har været stigende søgning. Så noget tyder på, at det kan lade sig gøre at tilbyde en uddannelse uden for Odense, hvis vi ellers kan skabe et godt studiemiljø, siger Erik Knudsen. 

Erik Knudsen mener derfor, at regeringens forslag er en spændende idé, men han understreger, at der i så fald skal arbejdes for at få de studerende til at flytte til uddannelsesbyerne. 

 

Oversigt

    Oversigt