I det fynske folks tjeneste

Overblik: Udbudskrig ender med politianmeldelse af Falck

Bios overtog ambulancedrift i Region Syddanmark. Knap et år senere gik selskabet konkurs. Her er et overblik over forløbet.

Af regionens samlede krav på over 200 millioner kroner udgør godt 40 millioner udbetaling af løn til de tidligere ansatte i Bios. Foto: Claus Fisker/Scanpix

I den seneste udvikling af det langstrakte forløb om ambulanceselskabet Bios' tid i Danmark har kommunikationsbureauet Advice beklaget sit samarbejde med Falck om en kampagne mod Falck-konkurrenten Bios.

Det sker, efter at Konkurrencerådet onsdag oplyste, at man vil melde Falck til Bagmandspolitiet.

Anmeldelsen skyldes, at Falck ifølge Konkurrencerådet har misbrugt sin markedsposition til at presse konkurrenten Bios af markedet.

Ambulanceselskabet Bios overtog ambulancedriften i Region Syddanmark fra Falck i 2015, efter at opgaven var i udbud.

Forløbet var kaotisk, og Falck har senere undskyldt sin ageren.

Bliv her klogere på sagen:

2014:

* 25. august: Region Syddanmark beslutter, at Bios, et nystiftet dansk-hollandsk selskab, skal overtage ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland og på Fyn fra 1. september 2015. Også selskabet Responce får en bid af kagen. De erstatter Falck.

* September: Falck klager over beslutningen til Klagenævnet for Udbud. Falck mener, at selskabet er bedømt for lavt på en række parametre. Klagen får dog ikke virkning.

* November: De første problemer melder sig blandt ambulancepersonalet hos Bios. Redderne efterlyser informationer om vagtplaner og vilkår.

Læs også Kommunikationsbureau beklager samarbejde om Falck-kampagne

2015:

* Marts: Ambulanceredderne begynder for alvor at sige op og i stedet tage job i andre regioner eller hos Falck.

* 1. september: Driften af ambulancerne overgår officielt fra Falck til Bios.

* Oktober: Vagtplanerne hænger ikke sammen for Bios. Det betyder for få ambulancer og langsommere responstid.

2016:

* Januar: Bios kan ikke stille med nok beredskaber. Fra 1. januar har selskabet skullet betale bod, hvis det ikke opfyldte kontrakten. Det er tilfældet i hele første kvartal.

* Maj: Bios skal betale 13-15 millioner kroner i bod, men det afviser selskabet.

* Juli: Bios' regnskab viser et underskud på 42 millioner kroner. Fyens Stiftstidende afslører, at regionen har forudbetalt 31,5 millioner kroner for meget til Bios. Regionen indkalder Bios til et hastemøde.

* Juli: Parterne kan ikke blive enige om en plan for tilbagebetaling, så regionen begærer Bios konkurs ved skifteretten i Odense. Bios bliver erklæret konkurs.

* August: JydskeVestkysten skriver, at regionen har 63 millioner kroner til gode hos Bios. Gælden kommer fra fejlagtig ekstra udbetaling og samlet bod, der er løbet op i 31,8 millioner kroner.

* 15. august: I henhold til planen overtager Region Syddanmark driften af ambulancerne.

* 7. september: Lønmodtagernes Garantifond afviser at betale den løn, som Bios ikke har betalt selskabets ansatte.

2017:

* 8. januar: Region Syddanmark har gennemgået 489 sager om lønkrav fra Bios-tiden. I alt er der godkendt bagudrettede krav for godt 47 millioner kroner.

2018:

* Falck undskylder sin ageren i forbindelse med udbuddet.

2019:

* 31. januar: Konkurrencerådet varsler en anmeldelse af Falck til Bagmandspolitiet. Falck misbrugte sin markedsposition blandt andet ved i det skjulte "at formidle negative historier om Bios til presse og medarbejdere", skrev formand for Konkurrencerådet Christian Schultz i en meddelelse. Falck anker straks.

* 2. februar: Kommunikationsbureauet Advice bekræfter, at det har samarbejdet med Falck om kampagnen. I Konkurrencerådets afgørelse blev samarbejdspartnere hemmeligholdt.

Kilder: JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende og DR Fyn.