I det fynske folks tjeneste

Udbytte fra flere måneders visitationer: Et oversavet jagtgevær

I en visitationszone må politiet visitere uden nogen konkret mistanke.

Politiet har haft visitationszoner flere steder i landet siden september, men høsten har indtil videre begrænset sig til et enkelt skydevåben på Fyn.

Flere steder rundt om i landet har politiet på det seneste indført såkaldte visitationszoner i forsøget på at dæmme op for blandt andet skyderier. 17 gange siden september har landets politikredse etableret visitationszoner. Men kun én eneste gang har politiet i oktober og november kunnet beslaglægge et skydevåben.

Det skete sidst i september. Her fandt Fyns Politi et oversavet jagtgevær i en bil med fem unge mænd.

Det fremgår af to svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og tidligere justitsminister Søren Pind (V) til Folketingets Retsudvalg.

12 politikredse
Søren Pape har fået oplysninger fra fire af landets 12 politikredse, Nordsjællands, Københavns, Vestegnens samt Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

Kredsene har alle haft indført visitationszoner på det seneste. I en visitationszone gælder retsplejelovens almindelige regler ikke.

Læs også 14 dage mere: Banders klubhuse forbliver lukkede

I zonen må politiet nemlig uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere og ransage biler efter forgodtbefindende. Den går normalt ikke.

Vil ramme bander og rockere
Det har været et ønske om at ramme rocker- og bandemiljøet som ligger bag de mange visitationszoner. Men om det er lykkedes har været tvivlsomt. Københavns Vestegns Politi siger, at:

"Visitationszonernes direkte indvirkning på voldelige hændelser i rocker- og bandemiljøet er vanskeligt at påvise".

Det fremgår, at Papes svar til retsudvalget, at man har visiteret 282 personer. Det har givet et udbytte på syv knive af forskellig art, en bushammer, en skruetrækker, en totenschlæger en peberspray og en strømpistol.

I Københavns Politi har man fundet nul og niks. Forklaringen på det - en forklaring, der ikke er nærmere begrundet i Papes svar - er, at visitationszonerne har en "præventiv effekt over for personer, der normalt bårer våben".

Støtter fortsat zoner
Skønt udbyttet af skydevåben er ikkeeksisterende, så bakker Søren Pape om brugen af visitationszonerne.

- Det skaber stor utryghed, når rockere og bandemedlemmer skyder i gaderne i Danmark, og jeg ser brugen af visitationszoner som et vigtigt redskab i kampen mod dem, siger han i svaret til Retsudvalget.

Det er politidirektøren i hver enkelt kreds, der kan bestemme at oprette en midlertidig visitationszone.

Ved du noget? Så send os et tip