Udflytning: Kunstakademi måske til Vollsmose

Fremtiden for det fynske kunstakademi er fortsat usikker, efter at uddannelsen har mistet sine lokaler på Brandts i Odense. Men flere nye adresser er nu i spil, herunder i bydelen Vollsmose.

Et spinkelt håb tegner sig nu i horisonten for Det Fynske Kunstakademi. Akademiet har ellers længe har stået til lukning efter at have mistet både sin økonomiske bevilling og de lokaler, hvor uddannelsen har til huse.

Måske kan bydelen Vollsmose være med til at redde den fynske kunstuddannelse.

Kunstuddannelsen står uden adresse og uden økonomisk grundlag ved udgangen af juli i år, efter at Odense Kommune har lagt op til at droppe det årlige tilskud til akademiet, og samtidig har bedt akademiet fraflytte lokalerne på Brandts, som hidtil har været stillet vederlagsfrit til rådighed.

Sidste udkald

Det er ikke lykkedes at finde en løsning, der sikrer kunstakademiets fremtid, og det er sidste udkald, hvis uddannelsen skal overleve. Det vil snart være aktuelt at opsige akademiets medarbejderne for at overholde deres opsigelsesvarsler, og de omkring 50 studerende skal tilbydes overflytning til kunstakademierne i Århus eller København.

Nu vil Odense Kommune undersøge muligheden for at stille en midlertidig adresse til rådighed for kunstuddannelsen. Kommunen har flere tomme lokaler, og en af dem er på en adresse i bydelen Vollsmose. En udflytning til Vollsmose vil ifølge by- og kulturforvaltningen "understøtte Odense Kommunes samlede indsats i bydelen". 

Åben for alt

Kunstakademiets rektor, Lars Bent Petersen, erklærer sig åben overfor alle mulige løsninger, der vil kunne redde akademiet. 

- Lokaler i Vollsmose er bedre end ingen lokaler. Og i virkeligheden vil der måske være et interessant perspektiv i en placering i Vollsmose, siger Lars Bent Petersen, der dog understreger, at kunstuddannelsen ikke er - og aldrig vil kunne være - et socialt projekt.

- Men det sociale aspekt kunne måske ske med en udvidelse af akademiets aktiviteter ved siden af kunstuddannelsen, siger han.

Kunst midt i byen

En anden mulighed er at lade Kunstakademiet rykke midlertidigt ind på adressen Jernbanegade 13 i Odense, hvor Brandts er fraflyttet. Den bygning har tidligere huset Det Fynske Kunstmuseum. Denne løsning er indtil videre Lars Bent Petersens helt klare favorit.

- Det ville på alle måder være fantastisk og også historisk relevant, hvis det fine gamle kunstmuseum kommer til at danne ramme om en kunstuddannelse. Samtidig vil det leve op til alle krav om en central placering, og det vil gøre det muligt for os at spille en aktiv rolle for bylivet i Odense, siger Lars Bent Petersen.  

Økonomien er uafklaret

Odense Kommunes by- og kulturforvaltning er tidligere nået frem til, at kommunen har handlet ulovligt ved at støtte en uddannelse økonomisk og ved at stille lokaler til rådighed. Odense Kommune afventer i øjeblikket en afklaring fra Kulturministeriet om, hvorvidt der kan skaffes lovhjemmel til lokaletilskud.

- Vi vil gerne yde et driftstilskud, og vi vil også gerne stille et hus til rådighed for akademiet, siger rådmand Jane Jegind (V) til TV 2/Fyn tirsdag efter et møde i Odense Kommunes by- og kulturudvalg.

- Men det er vigtigt at understrege, at det er under forudsætning af Kulturministeriets godkendelse, tilføjer hun.

Efter mødet vil politikerne i by- og kulturudvalget nu gå videre med sagen. I første omgang ved at besigtige de konkrete muligheder i Vollsmose - nærmere bestemt adressen Vollsmose Allé 30 - og adressen Jernbanegade 13 i midten af Odense.

 

Oversigt

    Oversigt