Udlandsophold komplicerer bryllup

Et vordende ægtepar på Nordfyn fik sig en overraskelse, da de gik igang med at forberede sig på at blive gift. Først skal bruden bevise, at hun ikke blev gift, da hun var i udlandet for 15 år siden.

Anita Pedersen fra Søndersø arbejdede som tjener i London i et års tid for 15 år siden.

Dermed kan Nordfyns Kommune kræve, at hun beviser, at hun ikke blev gift dengang, inden hun kan blive gift herhjemme.

Og det har kommunen gjort.

- Det virker grotesk, siger Anita Pedersen.

Reglerne siger, at myndighederne kan kræve den slags dokumentation, når man har opholdt sig i udlandet i mere end seks måneder.

Det er for at undgå, at tilflyttere, som ønsker at gifte sig i Danmark, ikke er gift i forvejen.

Men Anita Pedersen forstår ikke, at det skal gå ud over hende og hendes kommende mand.

I Familiestyrelsen antyder Chefkonsulent Lars Thøgersen overfor TV 2/FYN, at det nok heller ikke var meningen med reglen.

- Vi skal på et tidspunkt se på, hvordan reglerne bliver anvendt og måske ændre vejledningerne, så de anvendes anderledes, siger han.

Oversigt

    Oversigt