Af Camilla Hersom, folketingskandidat, Radikale Venstre
Den kommunale velfærd er under pres, og en række nye reformer har skabt reel fattigdom her i Danmark.
Med den ene hånd har regeringen blandt andet indført kontanthjælpsloft, hjemsendelsesydelse og markante begrænsninger i sygemeldte borgeres muligheder for at få tid til at blive raske, inden de vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Med den anden hånd smed regeringen i april 2018 forhandlingerne om en ny udligningsreform på gulvet. Begge dele er tydelige vidnesbyrd om en regering, der ikke har levet op til sit ansvar.
Min mening - på vej mod valg
Det er uansvarligt over for de kommuner, der ikke har tilstrækkelig økonomi til at løfte den borgernære velfærd, men det er først og fremmest et svigt af de borgere, der nu er kommet i klemme, fordi regeringen i stedet har brugt tid på symbolpolitiske tiltag.
Endnu værre er det, at man har brugt højtlønnede embedsmænds tid på at udforme en lov om påbudte håndtryk – og derefter tid på at udarbejde en vejledning i, hvad et korrekt håndtryk egentlig er, nemlig ”håndflade mod håndflade”. Hvis det var satire, ville det faktisk være morsomt. Men det er virkeligheden, og det er tragisk og dybt bekymrende.
Symbolpolitik giver ikke velfærd
Hvem har haft glæde af de mange symboler og signaler?
Det har den lokale konditor, som har leveret kager, når ministeren ville fejre symbol nummer 50, eller når støttepartiet ville glæde sig over en stramning, der ramte plet og gjorde ekstra ondt. Råcremen var vigtigere end retfærdigheden og det seriøse arbejde med at løse de reelle udfordringer i Danmark. Én af de vigtigste udfordringer er at få justeret den kommunale udligning.
Formålet med den kommunale udligning er at sikre, at alle borgere har lige adgang til blandt andet pleje, pasning og omsorg, og at niveauet er nogenlunde det samme, uanset hvor man bor. Men udligningen trænger til et gevaldigt serviceeftersyn, for den bygger på en demografi, der i de kommende år vil ændre sig markant.
I 2030 vil hver femte indbygger i Danmark være 65 år eller derover. Samtidig står vi over for et babyboom, der går i gang om ganske få år. Børn har brug for pasning og uddannelse. Ældre har brug for omsorg og tryghed. Og begge grupper har først og fremmest brug for værdighed, anstændighed og gode rammer for deres hverdag, både i og udenfor hjemmet. Men den eksisterende udligning sikrer ikke en retfærdig omfordeling af de økonomiske midler. Det er uholdbart.
Det er på høje tid at få sat gang i forhandlingerne om en ny kommunal udligning, og det er efter min mening én af de opgaver, den næste regering skal prioritere højst.