I det fynske folks tjeneste

Udsigt til stigende ledighed

Ledigheden i Bogenseområdet og på resten af Fyn ventes at stige i år. Det forudser det fynske arbejdsmarkedsråd, der skyder skylden på fyringerne på Lindø og afsmittende virkninger på underleverandører samt større fyringsrunder på en række store industrivirksomheder som blandt andet Walker.

-

Ledigheden i Bogenseområdet og på resten af Fyn ventes at stige i år. Det forudser det fynske arbejdsmarkedsråd i deres nye indberetning, der skyder skylden på fyringerne på Lindø og afsmittende virkninger på underleverandører samt større fyringsrunder på en række store industrivirksomheder som blandt andet Walker.

Værste i syv år
I Bogense har SID-formand Vagn Lykkebo ikke meget at glæde sig over, når det gælder beskæftigelsen for hans medlemmer i fagforeningen.

\"Jeg kan ikke mindes, at ledigheden har været så stor som nu i de syv år, jeg har været her\", siger han til SIDs hjemmeside.

Og snart bliver den formentlig større.

Arbejdspladser flytter til Indien
Den nordfynske producent af blandt andet kabeltrommer, Jo Jo, har varslet lukning af produktionen, oplyser SID. Jo Jo planlægger istedet at flytte produktionen til Indien, hvor lønningerne er langt lavere.  Den endelige beslutning skal dog først træffes i begyndelsen af februar.

\"Det er meget beklageligt, for vi har utrolig svært ved at trække arbejdspladser til Fyn, og specielt til Nordfyn\", siger Vagn Lykkebo.

 

Ved du noget? Så send os et tip