I det fynske folks tjeneste

Udsigt til ustadigt nytår

DMI forventer, at det relativt lune, men ustadige, vejr fortsætter henover Nytår. Dog er der håb om at nytårsraketterne ikke går til spilde.

Juleaften overstået, men hvordan ser det så ud med nytårsvejret?

Det spørgsmål rejser vagthavende meteorolog hos DMI, Olaf Mathiassen.

Vejrtypen de kommende dage bliver præget af fronter, der passerer fra sydvest og vest, og giver ustadigt og for årstiden mildt vejr, skriver DMI.dk.

Det bliver i det store og hele plusgrader både dag og nat, men nogle nætter kan vi stedvis komme tæt på frysepunktet.

Nytårsaftensdag bliver en skyet affære, og ser ud til at starte med regn mange steder, men i løbet af dagen bliver det mest tørt, først vestpå.

Temperaturen vil ligge omkring de 5 plusgrader med en let til frisk vind fra sydvest og syd.

I løbet af nytårsaften nærmer et regnvejr sig vestfra, men lige nu ser det ud til at hele landet får skyet, men tørt vejr med temperaturer mellem 3 og 5 grader, og let til frisk sydøstlig vind, når vi går ind i 2014.

Det tegner altså til rimeligt raketvejr.

I løbet af natten trænger regnvejret så antagelig ind over landets vestlige del, men den nøjagtige timing og placering af regnvejret er noget usikker.

Den første dag i det nye år ser ud til at blive skyet med regn, der passerer hen over landet fra vest.

Temperaturen vil ligge mellem 4 og 7 grader med en let til frisk vind fra sydøst og syd.

Ved du noget? Så send os et tip