I det fynske folks tjeneste

Udsolgt af træbriketter

Fynboerne fryser, for foråret lader vente på sig. Det betyder, at flere fynske leverandørerer af træbriketter og træpiller er tvunget til at afvise frysende kunder - for lagrene er tomme og alt er udsolgt.

Den lange vinter giver tomme lagre hos leverandørerne af træbriketter

Telefonstorm

- Vinteren bliver jo ved og ved, og det er koldt, siger Willy Edvardsen fra Wiro Briket i Rudkøbing.

Og det kan mange fynboer give ham ret i. De, der varmer deres hus om med for eksempel Stoker-fyr, der bruger træbriketter og -piller, fryser i disse dage.

- Vi bliver ringet op flere gange om dagen af folk, der hører om de kan købe brændsel hos os. De har taget telefonbogen fra en ende af, men forhandlerne må afvise dem, siger Willy Edvardsen.

Nej til nye kunder

Samme situation er de i hos en af de større fynske leverandører af træbriketter.

- Alt hvad der hedder træbriketter er udsolgt. Vi må sige nej til nye kunder, siger Claus Hansen, der er indehaver af Højlund Mølle i Gudbjerg.