Udvikling Fyn: Kommuner på rette vej

Selv om de fem fynske kommuner i Udvikling Fyn stadig har langt til toppen i DI's analyse Lokalt Erhvervsklima 2012, er kommunerne så småt på rette vej, mener Udvikling Fyn.

I en dyst med i alt 96 deltagere er man sjældent tilfreds med at blive placeret som nummer henholdsvis 48, 60, 63, 76 og nummer 96.

Alligevel er formanden for den fælles fynske erhvervsorganisation Udvikling Fyn optimistisk.

- Vi er kun lige gået i gang på Fyn. I alle kommuner er der nu sat initiativer i gang, og mange flere er på vej, siger formanden for Udvikling Fyn, Søren Skovbølling.

Han hæfter sig især ved Odenses store højdespring.

- Det er aldeles fremragende, at det med en fokuseret indsats er lykkedes Odense at flytte sig fra en 86. plads til en 60. plads, når man tænker på, hvor hård konkurrencen er, siger Søren Skovbølling.

Flere initiativer

Udvikling Fyn har netop sat skub i en rækkeinitiativer. Blandt andet har Udvikling Fyn i samarbejde med SDU, DI på Fyn, IDA Fyn og Fynsk Erhverv netop etableret projekt 'Viden Til Virksomheden', som skal højne vidensniveauet i virksomhederne og sikre flere studerende relevante studiejob.

Et andet stort projekt, 'Best Brains', skal skaffe kloge hoveder til regionen, og Udvikling Fyns konsulenter er på besøgstur i det fynske erhvervsliv med henblik på at afklare 200 virksomheders behov for ny viden og sparring.

De fem Udvikling Fyn-kommuners og deres placering er Assens (48), Odense (60), Faaborg-Midtfyn (63), Nyborg (76) og Svendborg (96).

Oversigt

    Oversigt