I det fynske folks tjeneste

Udvikling Fyn: Øen skal holde døgnåbent

De fynske oplevelser får historisk højt investeringstryk. De næste fire år er der investeret minimum to milliarder kroner i oplevelser for turister.

Udvikling Fyn har store ambitioner for turismen på øen.

Fyn skal holde åbent 365 dage om året og være til stede 24-7 på de digitale platforme. 

 Sådan lyder ambitionerne for Fyn.

- Fyn har momentum lige nu. Der investeres massivt i udvidelse af kapaciteten på overnatninger, udviklingen af en international ambition på cykelturisme og stærke signaturoplevelser, som kan brænde Fyn fast i de rejsendes bevidsthed. Det giver flere gode grunde til at besøge Fyn, og det har vi tænkt os at udnytte med vores nye markedsføringsstrategi FYN365", fortæller Thomas Kastrup, der er forretningschef for Destination Fyn Klyngen, i en pressemeddelelse. 

Læs også Ildsjæle får økonomisk indsprøjtning til underværker

Destination Fyn Klyngen er en del af Udvikling Fyn. De samarbejder med de fynske kommuner og omkring 150 kommervielle aktører om, at styrke Fyns oplevelsesindustri gennem projekter inden for ferie- og erhvervsturisme. 

Fyns store oplevelsesinvesteringer 

En gennemgang foretaget af Udvikling Fyn viser, at der henover de næste fire år kommer investeringer på minimum to milliarder kroner i hotelsenge og anlæg til unikke oplevelser i det fynske.

Destination Fyn Klyngen har sammen med Sport Event Fyn sat sig for at udnytte dette og sikre sig, at Fyn slår klo i det stigende antal turister, og at øen samtidig bliver i stand til at tiltrække endnu flere investeringer.

Og det er der, at markedsføringsstrategien FYN365 kommer ind i det fynske billede, hvor Fyn skal være døgnåbent. 

Der er blevet investeret i oplevelser og turisme rundt omkring på Fyn.  Foto: Destination Fyn Klyngen / Sport Event Fyn

Blandt sværvægterne af de fynske investeringer er naturligvis Odenses netop færdigbyggede kulturhus Odeon til 600 millioner kroner, den store genopbygning og medfølgende aktivering af Nyborg Slot, som har sikret sig 276,6 millioner kroner, det nye HCA Eventyrhus, som kommer til at løbe op i 305 millioner, og naturligvis det spritnye golfanlæg i Kerteminde, Great Northern, som slog dørene op tidligere på året med 400 millioner kroner i ryggen. 

Læs også Kom med et kig ind i Odeon

Men det er ikke kun de store investeringer, der tæller i oplevelsesregnskabet.

Mange mindre investeringer er mindst lige så væsentlige for den samlede oplevelse af Fyn. Og det samme gælder investeringerne i de store sportsbegivenheder.

- Udover det faktum at det i sig selv giver et ganske fornuftigt return of investment, når verdenseliten kommer og spiller badminton i Odense hvert år, og når verdens bedste cyklecross-ryttere over det næste halvandet års tid rykker ind i Bogense ad to omgange til henholdsvis World Cup og VM, så er det også en væsentlig del af den nye strategi, at de store sportevents tænkes ind i turismestrategien, som netop nogle af de fyrtårne, der åbner Fyns udstillingsvindue på vid gab, siger chef for Sport Event Fyn, Rasmus Hessum Hansen.

 - Vi glæder os naturligvis både over de massive investeringer, der allerede er landet og de mange, der er i pipeline. Det vigtigste er dog, at vi formår at sikre aktiveringen af de mange investeringer i takt med, at de lander, og at vi samtidig sikrer fokus på, hvordan vi fastholder investeringstrykket, siger forretningschefen for Destination Fyn Klyngen.