I det fynske folks tjeneste

Udviklingsprojekter har skabt 1.600 arbejdspladser

EU-støttede erhvervsudviklingsprojekter har skabt flere job i Region Syddanmark. Det viser ny rapport om effekterne af de såkaldte strukturfondsprojekter.

Der er skabt mindst 1.600 flere arbejdspladser i de virksomheder, der har deltaget i syddanske strukturfondsprojekter med projektstart i 2010 - 2012.

Det viser en ny rapport udarbejdet af Region Syddanmark, Erhvervsstyrelsen og Danmarks Statistik.

Efter tre år er der skabt 200 fuldtidsarbejdspladser inden for sundheds- og velfærdsinnovation, 200 inden for offshore, 220 inden for turisme, 450 inden for design og kreative erhverv og 710 fuldtidsarbejdspladser inden for andre områder.

- Det er meget opløftende, at vi kan dokumentere så markante effekter af vores indsats for at skabe vækst og arbejdspladser i regionen. Ikke mindst er jeg glad for, at der er kommet 1.600 ekstra job ud af indsatsen, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der er formand for Syddansk Vækstforum.

I alt har 1.800 virksomheder deltaget i et eller flere af de EU-støttede erhvervsudviklingsprojekter, som Syddansk Vækstforum står for indstillingerne af.

Fakta om effektvurderingerne

 
  • I de strukturfondsprojekter, der blev startet i perioden 2010-2012, er der efter tre år skabt 200 fuldtidsarbejdspladser inden for sundheds- og velfærdsinnovation, 200 inden for offshore, 220 inden for turisme, 450 inden for design og kreative erhverv og 710 fuldtidsarbejdspladser inden for brede indsatser. (NB! Tallene kan ikke direkte lægges sammen, da samme virksomhed kan optræde inden for to eller flere forretningsområder).
  • Fem af seks syddanske forretningsområder har oplevet signifikant flere arbejdspladser med undtagelse af energieffektivisering.
  • Virksomhederne inden for sundheds- og velfærdsinnovationsprojekter har til sammen øget omsætningen med 280 mio. kr. som følge af projektdeltagelsen.
  • I alt er der i perioden givet 393 mio. kr. fra EU til 45 projekter i Region Syddanmark. EU-finansieringen kan maksimalt udgøre 50 pct. af projektomkostningerne. Resten udgøres af projektdeltagerne selv og anden offentlig og privat medfinansiering).
Kilde: Region Syddanmark