I det fynske folks tjeneste

Udvisning alligevel ikke i byråd

Svendborgs borgmester, Jørgen Henningsen, har taget sagen om udvisning af en tamilsk kvinde og hendes børn af byrådets dagsorden efter advarsler fra en forvaltningsekspert.

Familien Arulrajans sag kommer alligevel ikke i Svendborg Byråd

Jørgen Henningsen (Soc.dem.)ville ellers have sagen med på det kommende byrådsmøde for at få medlemmerne til at skrive under på en støtteerklæring.

Men han har trukket den tilbage efter udtalelser fra forvaltningsretseksperten, Claus Hagen Jensen, Aalborg Universitet, i følge DR Fyn.

Han pegede på, at et byråd ikke har kompetence til at tage en udvisningssag op. Det har udelukkende Indenrigsministeriet.

Risikoen er, at folk tror, at byrådet har kompetence i den slags sager, og at byrådene bliver overdynget med henvendelser.

Derfor har Jørgen Henningsen trukket sagen tilbgae igen.

- Jeg var ikke opmærksom på juraen, siger han.

 Han opfordrer dog byrådsmedlemmerne til at underskrive støtteerklæringen som privatpersoner, ligesom sammenlægningsudvalget i Svendborg har gjort.

Den tamilske kvinde og hendes børn står til udvisning fordi hendes mand er død, så grundlaget for familiesammenføring er væk.

Det betyder, at kvinden og børnene skal tilbage til et krigshærget Sri Lanka og børnenes voldelige, biologiske far.