I det fynske folks tjeneste

Udvist efter butikstyveri

En 18-årig mand fra Polen bliver nu udvist fra Danmark i fem år efter at han fredag blev snuppet med stjålen parfume for 9500 kroner i Bilka.

Den unge mand gik kort før klokken 21 fredag aften ind i Bilka med en såkaldt "russerpose", der er et indkøbsnet foret med alufolie. I parfumeafdelingen fyldte han posen med dyre vare, og forsøgte herefter at gå gennem kasseapparatet.

Alufolien virkede dog ikke efter hensigten og alarmen gik i gang. Den 18-årige blev anholdt, og lørdag blev han fremstillet i grundlovsforhør. Manden blev idømt 14 dages betinget fængsel og blev samtidig udvist af landet i fem år. Han skal sidde fængslet indtil udvisningen kan finde sted, hvilket formentlig sker i næste uge.