Uenighed om lokale-rokade

Når Nyborg til sommer lukker fem skoler, sætter det samtidig gang i en stor rokade af bygninger og medarbejdere. Tomme lokaler skal fyldes med nye aktiviteter og bygninger skal sælges.  Politikerne er dog langt fra enige om planen.

Nyborgs pleje- og omsorgsafdeling har i dag hjemme på Ørbæks gamle rådhus. Men i fremtiden kan de blive flyttet til en af kommunens fem lukningsdømte skoler. Det er en del af planen for at udnytte de bygninger, der bliver til overs, når fem skoler lukkes. Planen er i høring lige nu, og Venstres Kaj Refslund er ikke imponeret.

- Det er lige kreativt nok. Det ligner et bestillingsarbejde, der har til formål at vise omverdenen, at de lukkede skoler ikke skal stå tomme, lyder det fra Kaj Refslund.

Men i følge borgmesteren i Nyborg kan rokaden spare kommunen penge.

- Lige nu lejer vi os ind forskellige steder, og når vi har lokalerne kan vi ligeså godt bruge dem og spare husleje, siger borgmester Erik Christensen(S).

Ifølge planen skal kommuen bruge 21 millioner på renoveringer og flytning. Men de penge, tror borgmesteren kommer hjem igen ved salg af fx Sølyst.

- Ejendomsvurderingen lyder på 60 millioner for ejendommene, så mon ikke vi kan få 21 millioner ind på salg, siger Erik Christensen.
Kai Refslund kan godt se fornuft i at flytte fra dyre lejemål, men han tvivler på at kommunen kan hente pengene ind igen.

- Ejendomsmarkedet er meget besværlig i øjeblikket og det er svært at værdisætte ejendomme. Så reelt gambler man med borgernes penge, siger Kaj Refslund.

Om pleje- og omsorgsafdelingens skal flytte, afhænger af, om Skellerup skole kan sælges. Hvis den ikke kan sælges, så flytter pleje og omsorgsafdelingen dertil, mens Ørbæks gamle rådhus sælges.

Se plan over rokaden på nyborg.dk

Oversigt

    Oversigt