Uenighed om omfang af forurening i Lillebælt

En redegørelse om den voldsomme brand på Fredericia Havn i februar viser, at virksomheden Danish Agro nægter, at der er sket en miljøkatastrofe.

Den voldsomme brand i Fredericia opstod den 3. februar i en af Danish Agros siloer. Ved branden kollapsede to tanke med gødning og palmeolie, og den flydende gødning sivede ud, mens olien brød i branden. Nu er der stor uenighed om, hvor meget branden har forurenet naturen i området.

Fredericia Kommune anslår, at op mod 5.000 tons kvælstof er sivet ud i Lillebælt, mens et advokatfirma for Danish Agros i går udsendte et høringssvar til Miljøstyrelsen, hvor virksomheden afviser både Fredericia Kommunes opgørelser og en ekspert fra Århus Universitet. Danish Agro hævder at en brøkdel af udslippet endte i havet, noget løb ud på jorden og sank i, og andet fordampede. Det fremgår af høringssvaret.

Fiskerne i området er dog ikke i tvivl om, at havbunden i Lillebælt har taget skade.

- Vi oplevede, at bundfiskene helt forsvandt i en periode allerede to-tre dage efter branden. Det var ligesom om der var iltsvind. Mange steder er fiskene ikke rigtig kommet tilbage, og det skulle jo være mærkeligt, hvis der ikke er en sammenhæng mellem så stort et udslip og de unormale forhold, der har været, siger formand for Kreds Øst i Danmarks Fiskeriforening Allan Buch.

Allan Buch lever af at fiske, og han har besluttet at tage et andet sted hen end ved Lillebælt, når dagslønnen skal hentes op.

- Jeg betegner det som en katastrofe, fordi det er så store mængder, vi snakker om. Planteolien gav et værre svineri rundt på strandene og i vores net, men det er ufarligt, så det har ikke haft den store betydning. Men kvælstoffen har haft store konsekvenser efterfølgende, siger han.

Danmarks Naturfredningsforening forsøger at løfte storbranden i Fredericia til et internationalt anliggende. Det sker med hjælp af et brev sendt direkte til Europa-Kommissionen.

- Vi gør kommissionen opmærksom på, at den udledning, der er sket som følge af ulykken i Fredericia, den skal med ind i det kvælstofregnskab, som ligger bag landbrugspakken, lyder det fra naturfredningsforeningen.

Fordi udslippet er så stort, som nogle af parterne hævder, skal det regnes ind i regeringens miljøplaner, og ifølge Danmarks Naturfredningsforening skal det også føre til konkrete tiltag:

- Man kunne for eksempel lave vådområder og naturområder, og så kunne man samtidig få mere og bedre natur i Danmark.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt