Uffe Elbæk besøger Alternativets fynske højborg

Alternativets formand følte sig hjemme på Ollerup Højskole, da han holdt grundlovstale på valgdagen.

Alternativets partiformand, Uffe Elbæk, lagde Ollerup Højskole et visit på valgdagen onsdag eftermiddag.

Det er heller ikke helt tilfældigt, at Uffe Elbæk netop vælger at besøge Ollerup Højskole. Alternativet er nemlig yderst populære på de kanter.

- Jeg er her, fordi det er et særligt arrangement. Der kommer altså også mennesker fra hele Fyn, og ikke kun folk, der stemmer på Alternativet. Så jeg er her altså ikke kun, fordi Ollerup er Alternativets fynske højborg, siger Uffe Elbæk til TV 2/Fyn.

Ved seneste folketingsvalg fik Alternativet 16,8 procent af stemmerne i Ollerup. Det svarer til 240 stemmer, som kun var overgået af Socialdemokratiet, der fik 287 stemmer.

- Jeg har kæmpe respekt for hele den åndsfrihed og tænkning, der ligger bag på de her skoler. Jeg tænker ikke politisk, jeg tænker mere på, at det her er en højskole. Jeg er her på grund af skolernes identitet - jeg føler mig megameget hjemme og tilpas her. At de så også stemmer på det rigtige, er jo bare en bonus, siger Alternativets partiformand.

Uffe Elbæk ønsker dog ikke at forholde sig til fremtiden, og hvordan valget for Alternativet kommer til at gå.

- Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Folk skal sætte krydset hos dem, som de bedst kan lide, siger han.

Har du endnu ikke stemt, og er du fortsat i tvivl, så kan du tage TV 2/Fyns kandidattest, inden du tager op i stemmeboksen. TAG TESTEN HER.

Oversigt

    Oversigt