Politik og Spin: Ugens klovnehat går til passiv borgmester

Borgmester Hans Stavnsager får ugens klovnehat, som han får lov at dele med gruppeformændene for de andre partier i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

De fynske reaktioner på Sønderborg Kommunes omstridte vindmølleplaner ved Helnæs er baggrund for uddelingen af såvel kongekrone som klovnehat i denne uges udgave af TV 2/Fyns politiske magasin, Politik og Spin.

Assens-borgmester Søren Steen Andersen (V) mener, at havvindmølleprojektet, hvor Sønderborg Forsyning vil placere en stribe kæmpemøller få kilometer fra den fynske sydvestkyst ud for Helnæs, er ødelæggende for udsigten fra en stor del af den syd- og vestfynske kysttrækning.

Men i Faaborg-Midtfyn har politikerne ikke været så langt fremme med udmeldingerne endnu. Borgmester Hans Stavnsager (A) var indtil i onsdags helt tavs i sagen.

Her fortalte han i studiet hos TV 2/Fyn, at det skyldes, at man vil afvente høringsmaterialet, der gør, at man kan lave et officielt høringssvar.

 

 

- Det er helt forfriskende at høre, at borgmesteren i Faaborg-Midtfyn Kommune faktisk har en mening om den planlagte vindmøllepark i Lillebælt. Men det måtte da nærmest trækkes ud af ham, siger TV 2/Fyns samfundsredaktør Jakob Risbro og politisk kommentator Jesper Buch i denne uges udgave af det politiske magasin Politik og Spin.

Lav profil

Hidtil har kommunalbestyrelsen i Faaborg Midtfyn fløjet lavt under radaren i den højspændte strid på tværs af Lillebælt.

På den ene side står Assens Kommune, som med borgmester Søren Steen Andersen (V) i spidsen har sat hårdt ind i kampen mod Sønderborg Kommune, som er langt fremme med planer om en havvindmøllepark i Lillebælt.

- Det var først i TV 2/Fyn forleden, at vi hørte, hvad borgmester Hans Stavnsager (S) egentlig mener om det omstridte projekt. Det skete i et interview på TV2/Fyn, hvor han lagde sig i slipstrømmen på energiminister Lars Christian Lilleholt (V), som har opfordret Sønderborg Kommune til at genoverveje placeringen af havmølleparken. Hvorfor har vi ikke hørt Hans Stavnsager sige det noget tidligere?, spørger Jesper Buch.

 

 

- Det ligner umiskendeligt et forsøg på at lurepasse. Faaborg-Midtfyn Kommune kunne sagtens langt tidligere i forløbet været kommet med en klar melding. Nu står Hans Stavnsager og de andre gruppeformænd lettere afklædt tilbage, fordi en række borgere, som får havudsigten spoleret, nu stiller spørgsmålstegn ved, om kommunalbestyrelsens bekymringer over vindmøllerne nu også er ærlig ment, siger Jakob Risbro.

- Man må kunne forvente, at politikerne melder klart ud. Enten er man for og samarbejder med Sønderborg om grønne løsninger. Eller også er man imod, og så kunne man være gået sammen med Assens. Men Faaborg-Midtfyn Kommune har forsøgt at dukke sig, og det virker bare ikke særlig troværdigt, siger Jesper Buch.

Buch og Risbro er dog enige om, at borgmesteren må dele klovnehatten med de andre gruppeformænd i kommunalbestyrelsen, som har været lige så tavse i den her sag.

 

Oversigt

    Oversigt