Uglerne indtog Svendborg

Magnus fik sammen med en række andre børn en naturoplevelse ud over det sædvanlige, da uglerne kom forbi Svendborg.

I denne uge har Svendborg så at sige haft ugler i mosen. En hornugle, en brilleugle og en pygmæugle har været forbi Naturama, og det har trukket børn til det naturhistoriske museum.

- Det har været en ubetinget succes. Vi er faktisk blevet rendt lidt over ende. Og det er vi jo kun glade for, lyder det fra Mads Nielsen, der er formidlingschef på Naturama.

Et af de fremmødte børn er KFUM-spejderen Magnus Franyo fra Jyllinge. Han var mødt op for at få en ugle på armen, men før det kom så vidt, var der sommerfugle i maven.

- Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Men jeg glæder mig også. Det skal nok gå over, når først jeg har den, sagde han, før det blev hans tur.

Efterfølgende var han dog ikke til at skyde igennem:

- Man er lidt bange for, at den lige tager igennem, men når man har handsken på, føler man sig ret sikker. Og så er det meget sjovt.

Formidlingschefen glæder sig over, at det er lykkedes dem at få gjort børnene så interesserede i de befjedrede natdyr.

- De er jo lidt mystiske og måske også lidt mytiske de her ugler, så måske er det derfor, man kommer herned og gerne vil have dem på hånden, siger Mads Nielsen og fortsætter:

- Nu giver ugleriget heldigvis også lige gæsterne mulighed for, at uglerne kan kravle på deres hænder. Det er alletiders. Stor succes.  

Oversigt

    Oversigt