Bil røg om på siden: To uheld i eftermiddagstrafikken

Fynske Motorvej var kortvarigt spærret, efter et forhjul punkterede på en lastbil. I Middelfart stødte to biler sammen.

Ingen personer kom noget til, da to biler stødte ganske voldsomt sammen på Bornholmsvej i Middelfart omkring klokken 14.10.

Den ene bil røg om på siden, men alle implicerede parter er okay efter ulykken, bekræfter Fyns Politi.

- Der skete kun materielle skader ved uheldet, og ingen personer kom noget til, fortæller Ehm Christensen, vagtchef ved Fyns Politi.

Politiet har været derude og er færdig på ulykkesstedet, fortæller vagtchefen.

 

 

Motorvejen spærret

På Fynske Motorvej var der klokken 15.40 et solouheld for en lastbil, der dog kortvarigt medførte, at motorvejen var spærret.

Klokken 15.40 fik politiet en anmeldelse om, at en lastbil mellem afkørsel 48 Tietgenbyen og afkørsel 47 Langeskov i østgående retning var blevet nødt til at trække ind i nødsporet, fordi lastvognens ene fordæk pludselig eksploderede.

Motorvejen var efterfølgende kortvarigt spærret, mens lastbilen kom af vejen i nødsporet.

- Der skete heldigvis ikke noget, andet end at den var nødt til at trække ind i nødsporet, og så rekvirerede vi en skiltevogn, så de kunne få skiftet hjulet uden fare for trafikken, siger vagtchefen og fortsætter:

- Det var kun farligt, fordi de jo fylder hele motorvejen og nødsporet, mens den kommer på tværs.

Ifølge Ehm Christensens seneste oplysninger er der ryddet op igen og frit på motorvejen.

Oversigt

    Oversigt