Ældre mand dræbt i landevejsulykke

En 70-årig mand mistede fredag eftermiddag livet på landevejen mellem Munkebo og Kerteminde. Her kørte to biler sammen. Fireårig pige slap uskadt, mens hendes mor blev kørt til OUH.

En 70-årig mand mistede fredag eftermiddag livet på landevejen mellem Munkebo og Kerteminde. Her kørte to biler sammen.

I den anden bil sad en 39-årig kvinde og hendes fireårige datter. Kvinden blev efterfølgende kørt til Odense Universitetshospital og er umiddelbart ikke livstruende skadet. Barnet er tilsyneladende sluppet uden skader. 

Det oplyser vagtchef Kenneth Taanquist, Fyns Politi, til TV 2/Fyn.

Den 70-årige mand sad alene i bilen, og trods hurtig førstehjælp var det ikke muligt at redde hans liv.

Vidner har fortalt Fyns Politi, at den ældre mand, som kørte på Hans Schacksvej - rute165 - mellem Fynshovedvej og Drigstrupvej i retning mod Kerteminde, af ukendte årsager pludselig kørte over i den modsatte vejbane.

Her kørte han ind i bilen med kvinden og den fireårige pige, som kørte mod Odense.

Ulykken undersøges nu af politiets teknikere. Alle pårørende er underrettet.

Kvinde kørte gennem hæk

Tidligere fredag kørte en formentlig beruset 33-årig kvinde galt på Åsum Bygade i det nordøstlige Odense. 

Kvinden kørte af vejen, igennem en hæk og ind i et træ. Der var to personer i bilen. De slap begge uskadt ved uheldet.

Oversigt

    Oversigt